Reformationen
Det blev startskuddet til en splittelse af den katolske kirke, da den tyske munk Martin Luther (1483 til 1546) i 1517 slog sine 95 teser med en grundlæggende kritik af kirken op på en dør i Wittenberg.
Reformationen var en række begivenheder i kirke og samfundsliv, der i løbet af det 16. århundrede førte til en spaltning af den katolske kirke og til dannelsen af nye protestantiske kirkesamfund. Blandt de største og mest kendte af disse nye kirker er de reformerte, de baptistiske og de evangelisk-lutherske.
Siden Reformationen har de nordiske lande været domineret af luthersk kristendom. Kristendommen har været under forandring både før og efter Reformationen, men denne reformbølge blev særlig betydningsfuld. Den gav nemlig anledning til dannelsen af de protestantiske kirker, der næstefter den katolske kirke, er den mest udbredte form for kristendom verden over.
I 1536 blev reformationen og den evangelisk-lutherske kirke indført i Danmark, der hermed fik en fyrstekirke. Det vil sige, at kongen (staten) var kirkens overhoved.
